OMHUNDEN.DK

Årstidens indflydelse

Vinter og Kulde

Når temperaturen falder og blæsten begynder at tage til, skifter vi til vintertøj med hue, halstørklæde og vanter. Mange tænker ikke over, at hunde også mærker temperaturskiftet og begynder at fryse.

Specielt de korthårede racer og små racer mærker vindens kulde. Næsten alle ældre hunde har gigt i en eller anden form, og den forværres i kulden.

Bruger man sin hund til jagt eller andre hårde aktiviteter om vinteren, skal man sørge for at hunden før og efter arbejdet ikke sidder i en kold bil. Ligesom sportsfolk skal varme muskler og led op, skal hunde også varmes op inden aktivitet. Brug evt. også dækken til hunden.

Mange dyrebutikker landet over sælger dækkener og tæpper til hunde. Og selvom man måske synes det er synd at give sin hund “tøj” på, skal man holde øje med om hunden fryser eller ej. Fryser den, er det synd ikke at dække den til. Nyrerne ligger yderligt og bliver derfor hurtigt kolde. Sørg for at finde et dækken der passer godt og ikke irriterer gang og bevægelse og som er regntæt.

Eksempeler på hundedækkener: Back on Track (med klinisk ler, øger blodcirkulationen) samt Masta hundedækken (producerer også dækkener til heste). Tag hunden med i butikken og prøv jer frem. 

I hjemmet skal man også være opmærksom på kolde gulve og stuer. Sørg for at hunden har tæpper og/eller senge at kunne putte sig i. Lad ikke hunden være ude alt for længe ad gangen uden ly og mulighed for varme.

I vinterens mørke kan det være sin sag at se hunden. Der findes hundelygter som let kan monteres på snor eller sele, så hunden kan spottes på lang afstand. Find en lygter som kan ses fra mange retninger.

Der findes også refleks liner, seler, veste, halsbånd etc. som kan købes. Vi opfordrer også ejer til at have sikkerhedsudstyr på.

Nytår og fyrværkeri

Mange hunde er angste for høje lyde, fyrværkeri og torden. Der er desværre en tendens til at angsten bliver værre og værre med årene og hundene bliver bange for flere og flere lyde i og uden for hjemmet.

Nogle hunde bliver bange for at blive luftet når det er mørkt. Og bor du i et område hvor der bliver fyret meget fyrværkeri af, kan det være en god ide at gå tur med hunden i de lyse timer.

Vi anbefaler at du er sammen med din hund nytårsaften og holder den indendøre i nærheden af dig selv.

Hvad kan du selv gøre nu og her ved dette års nytår?

Det er rigtig rigtig vigtigt, at du ikke lader dig påvirke af at din hund er nervøs, for gør du det, vil du blot forstærke den i dens nervøsitet. Så lad vær med at forsøge at trøste den eller giv angsten opmærksomhed. Det har den modsatte effekt.

Ignorer selv fyrværkeri og larm udefra.

Luft hunden i de lyser timer.

Hold hunden i snor, så den ikke stikker af hvis den bliver skræmt (mange hunde løber hjemmefra i skræk og vender ikke hjem igen).

Rul ned og træk for, så lysglimt ikke er så tydelige.

Sæt roligt musik på, så lydene udefra ikke er så voldsomme.

Lad vær at holde kæmpe fest med mange mennesker.

Læs mere i denne brochure.

Nervemedicin til nytår og fyrværkeri

Nogle hundeejere tror desværre bare, at man kan stikke hunden en pille. Men nytårsmedicin er nervemedicin og hvis din hund får nytårsmedicin bør du være hos den under og efter indtagelse af medicin.

Tal med din dyrlæge om medicin er nødvendig for din hund, samt hvad de foreslår som bedste løsning. Vær forberedt på at du skal have en konsultation hos din dyrlæge.

Der findes heldigvis også en del kosttilskud m.v., kosttilskud bør købes hos dyrlægen, som kan vejlede i, hvad der er bedst for jer:

Zylkène: Kapsler med mælkeprotein som også findes i modersmælk til dyrebørn. Virker naturligt angst dæmpende. NB må ikke tages samtidig med nytårsmedicin! Kan bruges som langtidsbehandling.

AnxiCalm: Kosttilskud med tryptofan. Tryptofan findes naturligt i visse fødevarer og er med til at øge seritonin niveauet i hjernen (det stof som er med til at gøre os glade). Kan bruges til langtidsbehandling (ikke at forveksle med andet medicin der hedder AnxiCalm til mennesker).

Serene UM: Senere UM har eksisteret i mange år og indeholder mange forskellige urter og tryptofan (tidligere omtalt under AnxiCalm). Kan sænke stressniveauet hos hunde.

D.A.P (ADAPTIL): Dog Appeasing Pheromones. Består af en kopi af de feromoner en tæve udskiller, når hvalpene dier. Det virker naturligt beroligende. Fås som fordamper til stikkontakt, som halsbånd og som spray. Sprayen virker kun i 1-2 timer.

Intet medicin bør gives til hunden uden accept fra dyrlægen. Vær også opmærksom på at du ALDRIG må bruge dit eget medicin til hunde!

Forberedelse til næste nytår

Du kan kontakte en adfærdsbehandler

Der findes flere lyd cd’er, hvor du kan vænne din hund til forskellige lyde. Start til foråret!

Nogle hunde kan godt kende forskel på lyde udenfor og på cd.

Vælg en lyd cd, hvor der medfølger et træningsprogram. Det er meget vigtigt, at I følger træningsprogrammet og IKKE går for hurtigt frem.

Eksempler på lyd cd’er: Zylkène, Dyrenes Beskyttelse, Sounds Scary!

 

Hvalpe og hunde, der ikke er bange for lyde, kan med fordel tilvænnes høje lyde vha. lyd cd’er. Opdrættere bør tilvænne hvalpe lyde allerede når de dier, såfremt tæven og andre hunde i huset ikke er angste for lyde.

 

Sommer og varme

Når solen skinner og vi har fri, opholder vi os oftest ude i det gode vejr det meste af dagen. I varmen er det vigtigt at vi får masser af vand og hvile.

Det samme gælder for vores bedste venner, hundene. Uden vand og ly bliver hundene hurtigt dehydrerede.

At efterlade sin hund i en varm bil kan få fatale følger, også selv om det kun er i forholdsvis kort tid. Temperaturen i en lukket bil stiger hurtigt til 80-90 grader.

Man bør spørge sig selv, om hunden har bedre af at være hjemme end at komme med, hvis den skal opholde sig i en bil det meste af tiden.

Har man alligevel hunden med, er det vigtigt at sørge for at bilen konstant står i skygge, og man er derfor nødt til at flytte den efterhånden som solen rykker sig. Samtidig er man nødt til at lade et par vinduer være åbne så luften kan cirkulere. Lad altid en skål med vand stå ved hunden, og skift det løbende.

Hvis du opdager et dyr i nød, så henvend dig venligst til politiet eller Dyrenes Beskyttelse. Det er vores ansvar at beskytte dyrene.

Kilde Dyrenes Beskyttelse

MAIL@OMHUNDEN.DK

Copyright

Der er Copyright på alt på denne hjemmeside, men det må gerne bruges i sin fulde form, uden ændring i teksten og med kildeangivelse.

Vores brochurer må bruges til udlevering på diverse hundeskoler, pensionater, klinikker mv.

Kontakt os

Følg med på 
Turids blog
Få hjælp 
til din hund
Ny bog ude nu
Læs artikel om 
muskelhunde

Fra