Ca. 2000 år før vores tidsregning brugte de babylonske krigere nogle hunde, som minder meget om Mastiffen. Men Mastiffen som vi kender den i dag, stammer fra England. Man mener den blev bragt hertil af fønikerne, da de handlede tin dér. Da Romerne invaderede England, sendte de hunde af Mastiff-typen til kamp-arenaerne i Rom. Her skulle de kæmpe f. eks fire mastiffer mod én løve, tre mod én bjørn og to med én gladiator.

Mastiffen var også meget udbredt i middelalderen, hvor landsbyerne brugte dem som vagthunde. Om dagen gik de blandt kvinder og børn, men om aftenen blev de lukket udenfor, for at nedkæmpe fremmede, der nærmede sig landsbyen.

Der findes to typer af den engelske mastiff. Den amerikanske type som er noget højere og ikke så kraftig. Og så er der den mere korrekte engelske type, som er noget mere massiv og kraftig. Det skal her nok sige, at en Mastiff skal være stor, men ikke fed. Det er en stor hund og bliver den tyk, så er der for mange belastninger på de forskellige led og deres hjerte.

De er meget lang tid om at man kan kalde dem fuldvoksne. De er faktisk 4 år.

Mastiffen fås i flere farver, men til fælles for dem alle er at de skal have en sort maske og sorte øre. De forskellige farvevariationer er; Fawn-lysebrun, Apricot-nøddebrun og Bridle- tigerstribet. Hårlaget skal være kort med underuld.

Mastiffen skal være modig, rolig og den er hengiven og loyal overfor sin familie.